Indledning 1048-1291

I vort lille hjørne af verden er der ikke mange, som kender meget til, hvad Malteserordenen er, og hvad den står for; derimod er Ordenens våbenskjold ”Malteserkorset” kendt af de fleste, brugt og misbrugt i mange sammenhænge.
Om Den Suveræne og Militære Malteserorden af Sct. Johannes af Jerusalem, Rhodos, Malta og Rom er der på de fleste sprog skrevet talrige større og mindre værker; emnet er således så overvældende stort, at det på de få sider, der her er til rådighed, kun kan lade sig gøre at give en meget kort orientering om Ordenen og dens snart 1000-årige virke.
Ordenen benævnes i dag oftest Malteserordenen efter dens hovedsæde på Malta igennem mere end et kvart årtusinde; men da der her skal berettes om hele Ordenens historie, vil vi bruge betegnelsen Johanniterordenen (Order of St. John) i det følgende.
 
Johanniterordenen forbindes rimeligt nok med korstogstiden, men i modsætning til andre af periodens halvgejstlige ridderordener (med Tempelhererne som den mest kendte), så kan Johanniterne føre deres rødder 70 år længere tilbage:
I 1048 besluttede adelsmænd og købmænd fra Amalfi at genoprette det ”Johanniter-hospits”, der var ødelagt i begyndelsen af århundredet; der er her ikke tale om et hospital i moderne forstand, men nærmest et herberg for pilgrimme, hvor man kunne yde pleje (og til en vis grad også sygepleje) til de mange pilgrimme, der mere eller mindre udmattede nåede frem til Jerusalem og Kristi grav.
 
Hospitalsvirksomheden blev imidlertid et felt, hvor Johanniterordenen i de kommende århundreder til stadighed udviklede deres virke, og når Ordenens hospital i Valetta på Malta senere skulle udvikle sig til Europas førende, tør vi nok gå ud fra, at grundlaget var lagt i Ordenens tidligste dage; hospitalet i Jerusalem har således tidligt kunne yde den ypperste sygepleje, som samtiden kunne præstere.
 
Efter indtagelsen af Jerusalem i 1099 under det første korstog antog Ordenen tillige en mere militant karakter, og med pave Pascal II’s bulle af 1113 anerkendtes den da også som en kombineret ridder- og hospitalsorden; man erhvervede tidligt store landområder i den nordlige del af Palæstina, og efter Jerusalems fald i 1187 flyttes det militære hovedsæde længere mod nord for i perioden 1206-1291 at ligge i Acre (Akkon).
 
Korstogenes historie skal ikke omtales her, men i de to hundrede år, Kongeriget Jerusalem bestod, opnåede det aldrig nogen længere fredsperiode; næsten til stadighed var der kampe med de omkringboende muslimske folkeslag, og hovedopgaven for det kristne ridderskab blev derfor sikringen af Jerusalem, henholdsvis sikring af pilgrimmenes adgang til Den Hellige Grav.
 
Og netop i denne gerning skabtes da også i pagt med tidsånden de halvgejstlige ridderordener, hvoraf Johanniter og Tempelherrer blev de mestkendte; for Johanniternes vedkommende blev det under stormester Raymond de Puy’s ledelse, at man i begyndelsen af det 12. årh. udviklede sig til en kamporganisation med riddere fra størstedelen af Europa.
 
Kongeriget Jerusalems og Johanniterordenens historie fra disse 200 år er een lang beretning om voldsomme kampe og stridigheder, og ud fra den middelalderlige riddertids tankegang rummer denne periode da også megen heroisme, hvilket senere tiders ordensriddere ikke uden stolthed kan se tilbage på. Og heri ligger nok forklaringen på den fantastiske offervilje, senere tiders riddere lagde for dagen i de kampe, der siden fulgte.
 
Trods al tapperhed og heroisme kunne det kristne kongerige Jerusalem og de øvrige korsfarerstater ikke opretholdes i længden; dels var de omkringboende muslimske folkeslag efterhånden blevet for stærke, og dels kunne de kristne fyrster og grever ikke finde ud af at stå sammen, når det virkelig gjaldt. Allerede 1187 faldt Jerusalem til muslimerne og trods en generobring 1229-1244 var det ved århundredets slutning slut med de kristnes tilstedeværelse i Det Hellige Land.
Et stort antal ordensriddere faldt i det desperate forsøg på at holde Acre i 1291, men en del undslap dog til det kristne kongerige Cypern, der i perioder havde været i personalunion med de sidste rester af Kongeriget Jerusale

                                                                                                                                                  
                                                                                                                                                         Slaget om Acre i 1291

Nu viste den afgørende forskel mellem Tempelherrerne og Johanniterne sig, idet Tempelherrerne efter at have holdt den lille ø Rwad frem til 1303 reelt havde mistet sin eksistensberettigelse. Dette førte dem ud i en krise, der i forbindelse med uoverensstemmelser med Frankrigs konge og Pavestolen førte til ordenens undergang; kun sporadiske grupper har ”overlevet” til vor tid.
Johanniterordenen derimod besad i kraft af sine humanitære virkefelter en indre styrke, der op til vor tid har givet mulighed for overlevelse - trods alle omskiftelser!

 
Efter et kort intermezzo på Cypern (1291-1309) erobrede ordenen Rhodos med omliggende øer, således at man nu besad en de facto suveræn stat. Som fugl Phønix hævede ordenen sig af asken og skulle de næste par århundreder blive en stærk, men meget udsat kristen forpost i det østlige Middelhav, hvor de muslimske folkeslag netop i den periode ellers skulle blive den stærke magtfaktor.
 

I forbindelse med etableringen på Rhodos konsolideredes den organisationsform, der skulle bestå i de næste 500 år; i spidsen stod Stormesteren som suveræn statschef, og under ham sorterede et Ordensraad, et antal overordnede storembedsmænd, riddere af forskellige grader, væbnere og øvrige tilknyttede.