Malta 1530-1798

   
                                                                                                                                                                 Efter at Kejser.Karl V i 1530 havde overladt Ordenen Malta, tog Ridderskabet straks fat på at indrette sig på øerne; disse var ved første øjekast fattige og lidet indbydende, men de bød på enestående gode havne til galejflåden.
 
I den første tid på Malta var det Ordenens militære virke, der måtte være fremherskende, idet kejseren havde forpligtet Ordenen til at forsvare byen Tripoli på den nordafrikanske kyst mod de omkringliggende sørøverstater.
Det at opretholde en garnison mere end 200 sømil væk fra hovedsædet, var en meget stor belastning for Ordenen, der først skulle til at etablere dens nye ø-stat.
 
Dette så meget mere, fordi Ordenens hårdnakkede modstand på Rhodos havde gjort det til en decideret besættelse for sultan Soleyman totalt at eliminere Ordenens tilstedeværelse i det ganske Middelhav; og man vidste meget vel på Malta, at sultanen trods andre erobringskrige havde planer om et knusende slag imod Riddernes nye hjem på Malta.
 
I foråret 1565 kom så angrebet. En vældig tyrkisk flåde styrede mod Malta og gjorde landgang; men Soleyman havde tøvet så længe, at Stormester la Valette havde nået at foretage omfattende befæstninger af den by, der senere skulle bære hans navn.
Tyrkerne angreb med næsten 200 skibe og mere end 40.000 mand, mens Malta forsvaredes af 600 riddere og 8.000 maltesere. Denne belejring, kaldet Den Store Belejning, kostede tyrkerne mere end 30.000 mand, inden man efter 5 måneders belejring måtte opgive stormløbet.
Kampene havde kostet halvdelen af både ridderne og malteserne livet, og ikke én af de forsvarende forblev uden sår.
 
Det blev slutningen på tyrkernes ekspansion i Middelhavet, og det sidste slutspil blev slaget ved Lepanto, hvor over 200 galejer blev enten knust eller taget som bytte; netop Ordenens flåde havde en betydelig andel i denne store sejr, der således kom til at sætte et endeligt punktum for tyrkernes videre fremtrængen mod vest.
 
I de følgende to hundrede år opretholdt Ordenen nu den reelle suverænitet over Malta, og Ridderne  kaldes da også fremover almindeligvis Malteserridderne.
I dette lange tidsrum blev Ordenens militære virke stedse mindre, og det kan som et kuriosum nævnes, at de danske orlogsskibe på kongelig befaling ”hilste” på Ordenens skibe; og det var faktisk for at undgå forveksling, at splitflaget indførtes for orlogsflåden, idet der ellers var en risiko for forveksling med Johanniterflaget: dette er identisk med Dannebrog, bortset fra, at det hvide kors sidder i midten, så alle fire felter er rektangulære.
 
Som nævnt blev kamphandlingerne færre og færre, og efterhånden blev hospitalsarbejdet det dominerende i ordensarbejdet; selvom Ordenen havde mange tilknyttet, måtte ordensridderne selv være med til at passe de syge, ”thi I skulde vide, at de Syge ere vore Herrer”.
 
Ordenens hospital i Valletta regnedes på den tid for et af Europas førende: eksempelvis kan nævnes, at de syge hver havde to senge, ligesom patienternes måltider serveredes på sølvtallerkener; dette var ikke for at prale med Ordenens velstand, men fordi man vidste, at det gav mindre smitte end de andre steder anvendte tallerkener af træ.
Antiseptikkens videnskabelige begrundelse lå nok århundreder senere i historien, mens den praktiske virkning allerede kendtes på Ordenens hospital i Valletta.

                                                  

                                                    Ridderhospitalet i Valletta Malta
Det må sige sig selv, at over en periode på 750 år har Ordenens høje idealer ikke altid kunnet leve lige stærkt: så længe der var fare på færde, og kampe fortsat fandt sted, kunne man godt stå sammen, men der kom tider, hvor det indre religiøse liv ikke fremstod, som stifterne havde tænkt sig det.
Der har naturligvis været nedgangstider, og som styrere af en quasi-suveræn stat måtte såvel Stormester som Ridderskab befatte sig med mange verdslige opgaver, hvilket nu engang medførte de politiske magtkampe og intriger, der uundgåeligt følger med statsstyret.
 
Ridderskabet blev rekrutteret fra det europæiske aristokrati, og i løber af det 17. og 18. årh. blev dette aristokrati mere og mere eksklusivt, og dermed ude af trit med udviklingen på mange områder. Det lille ø-stat, styret af en halvgejstlig ridderorden i Europas udkant, kunne vanskeligt undgå at virke som en anakronisme, når vi nærmer os år 1800.
 
Den franske revolution i 1789 blev en katastrofe for Ordenen: ikke kun blev Ordenen forbudt i Frankrig og dens besiddelser konfiskeret, Napoleons togt til Italien i 1796 medførte, at også besiddelserne i det nordlige Italien blev bortrøvet.
Dødsstødet kom to år efter, da Napoleons flåde i 1798 var på vej til Ægypten: på vejen lod han den franske flåde, bestående af ca. 470 skibe (heraf 13 svære krigsskibe), ankre op ud for Valetta, og overfor denne groteske overmagt måtte den forsvarsløse ”Ridderstat” kapitulere.
 
De af Napoleon dikterede kapitulationsbetingelser var ubærlige: Ridderskabet skulle i løbet af en uge forlade Malta, alt adelskab skulle ophæves omgående (især for franske Riddere), og al ordensejendom blev nationaliseret til fordel for den Franske Republik; ligeledes skulle al lovgivning bringe i overensstemmelse med den franske. Dog sikredes de maltesiske borgere religionsfrihed samt deres personlige ejendomsret.
Stormester von Hompesch kritiseredes senere for kapitulationen, men det er ørkeløst at spekulere nærmere herover, idet det er vanskeligt at forestille sig, hvorledes at stat af dette specielle tilsnit skule kunne klare sig igennem det 19. og 20. århundrede.
 

Endnu engang var Ordenen uden hovedsæde, ligesom størstedelen af Ridderskabet var drevet i eksil; men ikke desto mindre genopstod den som fugl Phønix og skulle igen forbavse verden med sin udødelighed.